I forbindelse med undervisningen i går, vil jeg smide et debatoplæg op. For, hvordan integrerer vi egentlig 2.0 i det fysiske bibliotek? Er det virkelig nødvendigt at vende tid og rum på hovedet, have et stort skakbræt og oppustelige ord på en skærm, før vi kan kalde os Bibliotek 2.0 (både digitalt og fysisk)? Og hvorfor alle de runde former på alting?
Min egen mening er, at integreringen af Bibliotek 2.0 skal finde sted på et helt andet plan. Et bibliotek med mulighed for personificering og brugerindflydelse, er ikke nødvendigvis et bibliotek hvor brugerne kan stille materialet som de vil, eller røre ved de ting de vil (eller kravle i de reoler de vil). Bibliotek 2.0 betyder heller ikke for mig, nødvendigvis et opgør med regler og normer, men introduktionen af helt nye regler og normer - folkets regler og normer. Og med folket mener jeg ikke det gennemsnitlige folk, men en samling af ego'er, der har hver deres regel og norm.
Den permanente integration af 2.0 i det fysiske bibliotek, vil det ikke kræve en personificering, der også samtidig vil øge materialets findability og .. "attractability" (ala. seriendipity)? For det hedder vel Bibliotek først, og 2.0 (=eksperimentarium?) sidst? Hvis nu hver bruger fik et lånerkort med RFID chip, aflæseligt af sensorer i biblioteket - så skærme, placeret strategisk på hver hylde, kunne give dig lige netop den information du har brug for? Pile på skærmene der guider dig til det rigtige materiale, din helt egen emneindgang til bibliotekets katalog, egne farver og dine helt egne RSS feed på forsiden af bibliotekets EDB-system? Før en bog hen til skærmen på hylden, og du ser straks hvad andre brugere har skrevet om denne bog, deres karakter og mening - og hvorvidt den er på din egen huskeliste. Og alt sammen konfigurer-bart, derhjemmefra eller på biblioteket.
Hvad synes i? Kræver bibliotek 2.0 ikke en mere "spiselig" (for mit vedkommende, "brugbar") implementation? Og i den forbindelse - hvordan kan man gøre et "anvendeligt" Bibliotek 2.0 permanent i det fysiske rum?